DM Hold - Et DM for alle!

Visionen for DM Hold er, at det skal være det største og bedste stævnetilbud til alle atletikudøvere i Danmark fra 14 år og opefter - intet mindre!

DM Hold får sin premiere på Odense Atletikstadion i weekenden den 11-12.juni.

Da DM Hold er væsentlig mere omfattende end en DT-finale og fuldt ud på højde på et Store DM, så afvikles det over 2 dage, hvor mesterskaberne i sprint/hæk og kast bliver afgjort om lørdagen, og mellem/lang og spring om søndagen.

Intentionen er at skabe store felter, hvor der er udfordringer for alle uanset niveau. Derfor er der FRI TILMELDING i alle øvelser, og har man i en klub rigtig mange kvindelige længdespringer, så er de alle velkommen. Bliver succesen overvældende, så bliver de store startfelter delt op i grupper, hvor man møder jævnbyrdige modstandere. Ligeledes er der garanti for, at alle løb bliver seedet, så man altid løber mod jævnbyrdige modstandere. Vi ønsker at skabe gode rammer for alle, uanset niveau. Det er ATLETIKKENS DAG på Odense Stadion!

Her under finder du en masse praktiske oplysninger om stævnet, og nederst finder du altid de nyheder, der har været bragt om stævnet:

Der er seneste tilmelding søndag den 5.juni til Odense Atletik/OGF v./ Flemming Hedeager på Hedeager@webspeed.dk.

Har man behov for yderligere oplysninger, så kan man kontakte enten Flemming Hedeager på tlf. 6595 9132 eller mobil 2094 5479 eller DAF's Competition Manager, Michael Bruun Jepsen


NYHEDER  - NYHEDER  -  NYHEDER  -  NYHEDER  -  NYHEDER

Nyheder DAF 31.maj:

For at stimulere til øget deltagelse, så har DAF besluttet, at man helt ekstraordinært ønsker at nedsætte startpengene til den første udgave af DM Hold.

 

Startpengene reduceres fra 120  til 75 kr. pr. start,

altså en reduktion på 45 kr.

Både DAF og arrangørerne fra Odense Atletik/OGF ønsker ikke, at startpengene skal være en bremseklods for foreningernes mulighed for at deltage, så derfor tager man dette usædvanlige skridt. Vi ønsker så stor og massiv en deltagelse fra landets atletikklubber som muligt, så derfor har vi valgt at være meget lydhøre, når nogle foreninger har givet udtryk for, at startpengenes størrelse kan være med til at tippe vægtskålen i den forkerte retning.

Husk, at DM Hold også er åben for individuel deltagelse, og med de store felter, der er lagt op til i de forskellige discipliner, så giver det god mening, da alle øvelser bliver seedet, og man derfor uanset niveau kommer til at konkurrere mod jævnbyrdige. Lige så snart man anmelder bare én deltager i én øvelse (f.eks. længdespring), så deltager foreningen automatisk i DM Hold (her i springgruppen), og det koster ikke ekstra. Jo flere deltagere man stiller med i den enkelte gruppe, jo større er chancerne naturligvis også for at blande sig i medaljekampen.

Vi håber med vores rigtig gode tilbud, at vi ser rigtig mange foreninger repræsenteret ved DM Hold i Odense den 11-12.juni. Bemærk, at der er sidste tilmelding nu på søndag den 5.juni. Man kan se mere om DM Hold på forbundets hjemmeside eller ved at trykke på hyperlinket.

 


Nyheder DAF 30.maj:

Om mindre end 2 uger afholdes det første DM Hold i Odense, og ganske unikt for et holdmesterskab, så er det også åbent for individuel deltagelse. Konceptet er skruet sådan sammen, at lige så snart man stiller til start, så er man automatisk med i DM Hold.

Selv om man måske ikke kan blande sig i den afgørende kamp om DM medaljerne, så er der masser at komme efter, da det kan blive Danmarks største kvalitetsstævne med udfordringer for alle uanset niveau.

Lige så vel som man kan deltage som eneste deltager fra sin klub, så er der heller ingen begrænsninger på, hvor mange kan kan melde sig til, så hvis man er en forening med mange højdespringere, så er alle velkomne. Det kan dermed på mange fronter blive en rigtig god dag i Danmarks vel nok mest centralt beliggende atletikby, Odense.

Sprinterne og kasterner afgør deres mesterskab om lørdagen, mens mellem/lang og springerne afgør deres om søndagen. Der er deadline for tilmelding søndag den 5.juni.

Læs meget mere om indbydelse, regler etc. på vores dedikerede side om

DM Hold - Et DM for alle


Nyheder DAF 12.maj:

DM Hold er DAF's nye og unikke mesterskab til alle udøvere i dansk atletik, og byder på et koncept, hvor der er mulighed for at sætte både sig selv og klubben i centrum.

DM Hold er en holdturnering, men en holdturnering, hvor man har dannet et hold, lige så snart der bare er anmeldt én udøver fra en forening. Der er altså intet krav om, at man skal være et bestemt antal deltagere, og samtidig er der heller ingen begrænsning for hvor mange man kan være fra hver klub. Det er altså et tilbud til både små og store foreninger!

DM Hold er en ny holdturnering, hvor man kan danne et kvindehold i sprint/hæk, eller i mellem-/langdistanceløb, eller i spring eller i kast. Og det samme gælder naturligvis for mændene. Man kan altså blive Danske Mestre i spring for kvinder eller mænd, og det samme i de 3 øvrige disciplingrupper. Så spørgsmålet er, hvem er den bedste kvindelige springerklub i Danmark, og kan tage den første DM Hold titel? Og det samme gælder i de øvrige grupper?

Det kan nemt være andre foreninger, der blandet sig i medaljekampen end dem vi er vant til. Og da det er første gang, så er der også stor uvished om, hvem der griber chancen og hvad de reelt kan. Der kommer med garanti mange overraskelser!

DM Hold kan blive Danmarks største kvalitetsstævne, hvor både eliten og bredden er samlet, og hvor der er udfordringer til alle uanset niveau. Så der er ingen tvivl om, at de 2 dage i Odense vil byde på masser af god atletik for alle, i alle øvelser, og med mange overraskelser på lur.

Se meget mere om indbydelse, regler etc. på vores dedikerede side om DM Hold - Et DM for alle!

 
 

IAAF

Dansk Atletik Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby
daf@dansk-atletik.dk  - Tlf: +45 4326 2626

European Athletics