Hovedtemaet ved dette års IAAF kongres, som fandt sted i Daegu forud for VM, var valg af præsident, vicepræsidenter, IAAF bestyrelsen og medlemmer til IAAFs komiteer, herunder det internationale atletikforbunds kvindekomité.
Jakob Larsen blev som den ene af to mandlige medlemmer valgt ind i IAAF's 13 personers store kvindekomite for de næste 4 år. Begrundelsen for valget af Jakob er Dansk Atletik Forbunds og Danmarks langvarige tradition for ligestilling mellem kønnene og forbundets indsats i projektet kvinder på toppen samt European Athletics' projekt om ligestilling i atletik.
Valget af Jakob er en tillidserklæring fra det internationale forbund og vil sammen med Annette Nørgaard Jensens valg til European Athletics' klubudvikling komité, give DAF mulighed for at sætte et fremadrettet og vigtigt fingeraftryk på den internationale udvikling af atletikken på højeste politiske niveau.
Jeg vil gerne udtrykke min glæde og stolthed over forbundets to nye dygtige repræsentanter på den internationale idrætspolitiske scene.